NATURVIDENSKABELIGT
GRUNDFORLØB

Byg inspirerende naturvidenskabelige forløb

Hvad er Science og medborgerskab?

Science og medborgerskab er en materialesamling til naturvidenskabeligt grundforløb (NV), som har til formål at give elever lyst til naturvidenskab gennem komplette forløb om klima og bæredygtighed, hvor fagenes samspil med verden og eleven som medborger træder frem gennem en elevinvolverende didaktik. Materialet kan også bruges på C-niveau i alle naturvidenskabelige fag.

Titlerne på de 3 forløb er:

  1. Klimaneutralt gymnasium – kan man det?
  2. Bæredygtigt madforbrug – er det muligt?
  3. Jorden ryster – hvad nu?

Materiale og 'byg forløb'

Den samlede materialeoversigt kommer frem, kategoriseret efter fag, med alle de aktiviteter som projektet tilbyder til emnerne, når der trykkes på ‘byg forløb’ øverst på sitet. Se evt. også video.

De lærere som skal undervise i en NV-klasse, sætter sig sammen og udvælger det eller de emner, som de ønsker at klassen skal arbejde med, samt de fag som indgår i samarbejdet. Hvert emne er formuleret som et overordnet hovedspørgsmål, som eleverne skal arbejde med at besvare gennem en række fællesfaglige underspørgsmål, der går igen på tværs af naturfagligheder.

Der er desuden produceret et omfattende videomateriale om naturvidenskabelige metoder, centrale faglige begreber og modeller, samt et kompendium til hvert forløb. Hvert forløb har et omfang på omtrent en halv NV-periode.

Didaktik

Hensigten med forløbene er at styrke elevernes demokratiske selvtillid gennem engagerende sprogudviklende aktiviteter, med fokus på menneskets rolle i naturen og udvikling af kompetencer, som gør dem i stand til at handle og påvirke verden gennem naturvidenskab. Eleverne sættes i centrum for den læring, der foregår, og oplever, at deres stemme har plads og betydning, når de argumenterer og debatterer vigtige problemstillinger i vores samfund. De får dermed indsigt i den faglige viden og det ansvar, det kræver at træffe bæredygtige valg.

 

Dogmer

Naturvidenskabens bidrag til den almene dannelse i projektet er formuleret i følgende dogmer:

I undervisning vil alle NV-elever

  • opleve opløftende forløb om klimaet, som belyser aktuelle og vigtige problemstillinger om vores verden og natur
  • opleve inddragelse af egen forforståelse, ressourcer og initiativer
  • opleve plads til undren og alternative tilgange, som åbner mange veje til succes og mestring
  • opleve et klasserum, hvor alle deltager i faglige samtaler, aktiviteter og eksperimentelle undersøgelser
  • få indsigt og viden om bæredygtige valg, som kan udfordre dem på deres levevis
  • opleve at skulle tage stilling til hvordan de, som medborgere, kan påvirke verden med naturvidenskab

Fagkonsulenten i NV Niels Vinther siger...

Projektet er et ”fuldskala NV-projekt”, der har fokuseret på alle dele af naturvidenskabeligt grundforløb. Der er fokuseret både på didaktik, faglighed og fagsamarbejde, metode, eksamen – og meget mere. Tilgangen har været at ”det skal være sjovt at have naturvidenskab”.

Materialet nytænker NV, hvor eleven inddrages som naturvidenskabelig medborger gennem elevinddragende didaktik, så eleven ikke blot oplever spændende naturvidenskab, men også ser relevansen af naturvidenskab i sin hverdag. Eleverne får på den måde indsigt i den faglige viden og det ansvar, det kræver at træffe bæredygtige valg, hvilket er meget motiverende.

I udviklingen af materialet har projektgruppen haft en række didaktiske principper, om fx at opleve undervisning, der tager udgangspunkt i dem selv, at eleverne trænes i at stille gode spørgsmål, hvor løsningen ikke er givet på forhånd og opleve et klasserum, hvor alle deltager og bidrager i faglige samtaler og aktiviteter. Det er denne tilgang jeg synes bidrager til at dette projekt med rette kaldes Science og Medborgerskab.

Jeg synes det er et godt og gennemarbejdet materiale, som kan styrke NV på mange områder. Tak til de tre skoler for at udvikle nyt materiale til naturvidenskabeligt grundforløb. Se EMU.

Sagt af lærere om materialet...

“Håndgribeligt, gode vilkår for undervisningsdifferentiering, metoderne er godt i spil”

“Relevante forsøg og godt at man selv kan udvælge i materialet”

“Gode emner og fagene komplementerer hinanden rigtigt fint”

“Berigende at kunne lave noget praktisk i hvert modul”

“Elevernes afsluttende posters giver dem stort ejerskab og forbereder dem godt til eksamen”

Sagt i elevevaluering af undervisningen...

”Vi kommer ind omkring klima på et andet niveau. Jeg har aldrig arbejdet med energi på den måde i folkeskolen. Så man arbejder dybere med tingene.”

”Vi laver mange forsøg, hvor alle får lov til at prøve ting af.”

“NV-undervisningen viser vi skal passe på naturen. Den viser, hvad der kan ske, hvis vi ikke passer på den.”

“Vi bliver mere oplyste, og nu hvor vi også bliver ældre, så skal vi jo også selv tage ansvar for de ting vi gør.”

”Det er svært, men altså det er jo muligt at træffe bæredygtige valg. Bare det at tænke mere over det. Det skaber jo på en måde en ændring indeni sig selv.” 

“Vi ser at vi alle sammen skal gøre noget individuelt, og så ændres fællesskabet på den måde.”

“Jeg synes også, at vi ser at der jo er mange løsninger på klimakrisen. Så på den måde, så bliver det også lidt mere… så får det… jeg ved ikke, håb for at det nok skal gå.”

 

 

Projektgruppen

Materialet er udviklet i samarbejde mellem Frederiksberg Gymnasium, Gladsaxe Gymnasium og Frederiksborg Gymnasium og HF og afprøvet på over 1000 elever.

I gennem projektet er der sparret med kloge og kreative samfundsengagerede aktører, naturvidenskabelige fyrtårne, didaktiske nytænkere, fagkonsulenten og unge med holdninger til bæredygtighed, undervisning og inddragelse.

Udviklingsprojektet er støttet af Villumfonden.

God fornøjelse.