Om forløbet

Jorden ryster

Jorden ryster – hvad nu?

Så længe der har levet dyr på Jorden og længere endnu har der eksisteret jordskælv. Vi kan ikke forhindre jordskælv i at opstå, men vi kan forsøge at begrænse de skader de forårsager. Jordens befolkning stiger med mange millioner mennesker om året og derfor vil flere og flere mennesker komme til at leve ved jordskælvszoner.

Jorden ryster, nu, nu og nu. Faktisk ryster Jorden under os stort set konstant. I det danske område mærker vi sjældent til det, men det gør man til gengæld i store dele af resten af verden. Danmark ligger nemlig trygt og godt inde på en plade, hvor der kun er små bevægelser i undergrunden der kan give rystelser. I lande som Japan og Indonesien oplever befolkningen ofte jordskælv og nogle er så kraftige, at de sætter tsunamier i gang. I nyere tid har der været to meget alvorlige tsunamiulykker i disse to lande. Hele Danmark fulgte også nøje med i nyhederne da et kraftigt jordskælv ramte Tyrkiet d. 6. februar 2023.

Spørgsmålet er om vi i Danmark blot skal se til fra sidelinjen eller om vi rent faktisk kan gøre noget for at hjælpe andre. Det er vigtigt at forske i, hvordan man bedre kan forudsige jordskælv og hvordan man kan begrænse skaderne fra jordskælv. I dette forløb arbejder de naturvidenskabelige fag sammen om at undersøge, hvad man kan gøre. Ved hjælp af teori og eksperimentelt arbejde undersøges følgende spørgsmål: Kan man forudsige, hvornår en plade bevæger sig og danner jordskælv? Kan man finde ud af, hvor et jordskælv har ramt? Er det muligt at undersøge, hvor hurtigt tsunamier bevæger sig, så man kan advare befolkningen der bor ud til kysten efter et kraftigt jordskælv under havet? Kan man gøre bygninger mere modstandsdygtige overfor rystelser? Kan man mindske dødsfaldene efter et jordskælv ved at udbrede viden om, hvordan man finder rent vand samt laver nyttige ting som sprit, sæbe og knæklys?

Når forløbet er slut, er du både blevet klogere på, hvad man kan råde andre til at gøre under et jordskælv, men også hvad du selv skal gøre, hvis du bliver udsat for et jordskælv. Hele forløbet og modulerne tager udgangspunkt i dine egne oplevelser og forforståelse, samt de sociale medier som du anvender dagligt. Herfra udvides din verden og du bliver i stand til at træde i karakter som verdensborger og bidrage til en mere bæredygtig håndtering af fremtidens jordskælv.

Inden for emnet jordskælv kan naturgeografi og fysik foretage mange af de samme undersøgelser, så det fungerer bedst at kombinere disse fag med kemi og/eller biologi i forløbet.

Undervisningen er didaktiseret så du oplever at de naturvidenskabelige fag arbejder sammen om at besvare hovedspørgsmålet ‘Jorden ryster – hvad nu?’ gennem en række underspørgsmål:

  1. Hvad er et jordskælv?
  2. Hvordan opstår jordskælv og tsunamier?
  3. Hvordan kan man hjælpe mennesker der bor ved jordskælvszoner?
  4. Hvad er dine anbefalinger, når man skal overleve et jordskælv?

God fornøjelse!